OPDATERING: Ved generalforsamlingen 28. April 2026 blev det enstemmigt vedtaget, at ANIS også skal være en fagforening. I den forbindelse er der nu en masse praktik med at samkøre medlemssystemer med Serviceforbundet m.v.
Du vil bliver holdt opdateret løbende.
Læs om hvad det hele betyder herunder:
ANIS tager historisk skridt: Fra brancheforening til fagforening
Hvad betyder det for dig som medlem?
Her finder du svar på de vigtigste spørgsmål.
Animationsbranchen har altid været præget af projektansættelser og freelancearbejde. Det betyder, at mange i branchen står alene, når det gælder kontrakter, arbejdsvilkår og forhandlinger med arbejdsgiver eller kunder. Dette vil ANIS nu være med til at lave om på ved at blive en fagforening.
Herunder finder du svar på spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med omlægningen til en fagforening.
FAQ om ANIS som fagforening
Opdateret 7. maj 2026
Hvorfor skal ANIS være en fagforening?
Animationsbranchen er i høj grad projektbaseret, og de fleste arbejder freelance eller fra produktion til produktion. Selvom animation er gået fra at være en lille nichebranche til en seriøs industri i Danmark, findes der stadig ingen overenskomster på animationsområdet eller generelle retningslinjer for arbejdsforhold. Det betyder, at man som animationskreativ står alene, når det gælder kontrakter, arbejdsvilkår og forhandlinger med producenter og arbejdsgivere.
Flere medlemmer har gennem de seneste år efterspurgt, at ANIS kan spille en stærkere rolle i forhold til arbejdsvilkår og faglig organisering. Bestyrelsen har derfor arbejdet hårdt på, at ANIS fremover bliver til en reel fagforening, såfremt medlemmerne bakker op til den kommende generalforsamling.
Formålet er, at ANIS skal kunne arbejde aktivt for bedre vilkår for alle animationskreative.
Bestyrelsen mener, det er på høje tid, at vores medlemmer får mulighed for juridisk rådgivning og faglig støtte i arbejdslivet. Derudover ønsker vi at være en stemme for animationsbranchen både kulturelt og politisk.
Samtidig ønsker bestyrelsen, at ANIS fortsat kan fungere som et samlingspunkt for hele animationsbranchen, som foreningen altid har gjort.
Hvordan kan det lade sig gøre?
Det kan det fordi vi har Serviceforbundet i ryggen.
Serviceforbundet er en forening hvis formål er at servicere fagforeninger. De yder hjælp til små og mellemstore fagforeninger med det administrative. De gør det kort sagt muligt for små fagforeninger, at have lige så meget power, forhandlingskraft og tilgang til juridisk hjælp, som hos de store fagforeninger.
Serviceforbundet gør det muligt for os, at give ANIS’ medlemmer en glidende overgang – og fagforeningsmedlemmerne, støtte fra start. Gennem Serviceforbundet får vores medlemmer adgang til juridisk rådgivning, en stærk strejkekasse, samt fordelagtige forsikringer og rabatter – og dét lige fra start!
Det er vigtigt at sige, at vi stadig selv bestemmer! Vi hyrer kort sagt Serviceforbundet til at varetage de administrative opgaver, vi ikke selv har kapaciteten til at varetage lige nu. Kommunikationen vil stadig komme fra ANIS bestyrelse og vi holder også stadig fast i det samarbejde, vi har med Danske Filminstruktører, som varetager vores COPYDAN rettighedspenge.
Såfremt du og medlemmerne stemmer fagforeningsforslaget igennem d. 28. april, vil ANIS blive optaget i Serviceforbundet.
Hvad betyder det konkret for mig som medlem?
Hvis forslaget om at omdanne ANIS til en fagforening vedtages på generalforsamlingen, vil ANIS fremover have flere typer medlemskaber.
Som nuværende medlem vil du fortsat være tilknyttet ANIS. Medlemskabet ændrer sig altså ikke fra den ene dag til den anden. Bestyrelsen har lagt vægt på, at overgangen kommer til at ske gradvist og roligt.
Den største forskel er, at der fremover vil være mulighed for at være medlem af Danmarks første fagforening, der udelukkende er dedikeret til at arbejde for animationskreatives rettigheder og arbejdsvilkår.
Bliver jeg automatisk medlem af fagforeningen?
Hvis forslaget stemmes igennem på Generalforsamlingen, så går der efterfølgende et administrativt arbejde igang mellem ANIS og Serviceforbundet.
Som udgangspunkt bliver alle tilbudt gratis fagforeningsmedlemsskab indtil 1. januar 2027.
Det vil blive nemt at fravælge at være Fagforeningsmedlem og komme tilbage til “det gamle” ANIS, nemlig det vi kommer til at kalde Branchemedlem.
Der er ingen tvang 🙂
Hvad er forskellen på de forskellige medlemstyper?
Tanken er, at ANIS fremover rummer flere måder at være medlem på, fordi medlemmerne har forskellige behov. Formålet med de forskellige typer medlemskaber er at sikre, at ANIS fortsat kan være en bred organisation for hele animationsbranchen
De centrale medlemsformer er:
Fagforeningsmedlem:
For dig der arbejder professionelt i branchen og ønsker fuld indflydelse – og faglig og juridisk opbakning af en fagforening, der kender dit fag og din branche. Du har stemmeret til generalforsamlingen. Studerende kan optages til reduceret kontingent. Hvis du er rettighedshaver ift. Copydan, har du stemmeret til generalforsamlingen i sager, der vedrører Copydan-rettigheder.
Branchemedlem:
For dig der er aktiv professionel i animationsbranchen, men ikke ønsker fagforeningsmedlemskab. Du kan stadig deltage i foreningens fællesskab og events. Denne type svarer til det klassiske ANIS-medlemskab – og er standardvalget, hvis du ikke aktivt melder dig ind i fagforeningen. Hvis du er rettighedshaver ift. Copydan, har du stemmeret til generalforsamlingen i sager, der vedrører Copydan-rettigheder.
På sigt kan der åbnes op for flere medlemstyper – fx seniormedlemsskab, for dem som ikke længere er aktive på arbejdsmarkedet.
Hvad bliver kontingentet for fagforeningsmedlemmer?
Der kommer til at blive en lang introduktionsfase – men du er selvfølgelig fuldt dækket fra start. Resten af 2026 bliver medlemskabet af fagforeningen GRATIS for alle!
Over de næste par år vil prisen langsomt stige til det fulde kontingent. Vi arbejder i øjeblikket mod en fuld sats på omkring 399 – 449 kr / månedligt. Bemærk i denne sammenhæng, at der er fuldt skattefradrag for medlemskab af fagforeningen. Den fulde sats kan forventes at træde i kraft i 2028/2029.
Der vil være nedsatte kontingenter for studerende.
Hvad bliver kontingentet for branchemedlemmer?
ANIS-kontingent er opkrævet i år, og der vil ikke komme yderligere opkrævninger i 2026.
Vi bestræber os på at holde det nuværende kontingent, som det har været hidtil, frem mod 2029 – dog med forbehold for ændringer.
Hvad er forskellen på fagforenings- og branchemedlemmer?
Fagforeningsmedlemmer vil have adgang til faglig rådgivning og organisering i forhold til arbejdsvilkår – og skader, kontrakter og lignende.
Branchemedlemmer vil fortsat være tilknyttet ANIS i forhold til ophavsret og rettighedsmidler. (Som det nuværende ANIS)
Er man også branchemedlem hvis man er med i fagforeningen?
Ja. Men som fagforeningsmedlem kan du stemme når det kommer til fagforeningsspørgsmål og overenskomster – det kan et branchemedlem ikke.
Hvem bestemmer i den nye struktur?
Hvis forslaget vedtages, vil der være klare regler for stemmeret og beslutninger i de forskellige dele af organisationen, men fagforeningsmedlemmerne tager presidents.
Fagforeningsmedlemmer vil kunne have indflydelse på alle tiltag fremlagt på generalforsamlingen, mens branchemedlemmerne ikke vil kunne stemme om tiltag vedrørende fagforeningen.
Det vil blive forklaret tydeligt for medlemmerne, hvordan indflydelse og beslutninger er fordelt.
Hvad får jeg ud af at blive fagforeningsmedlem?
Altsååå.. ud over at blive medlem af en mega nice fagforening der målrettet vil arbejde for animationskreatives rettigheder og arbejdsvilkår?
Som fagforeningsmedlem bliver du en del af noget større. Jo flere medlemmer i fagforeningen vi er, jo stærkere står vi når det kommer til overenskomstforhandlinger i branchen. Dit medlemskab tæller! Og vi har brug for al den opbakning vi overhovedet kan få.
I selve dit fagforeningsmedlemsskab får du:
- Et stærkt, fagligt fællesskab
- mulighed for direkte sparring med folk, der kender til branchen, dens fantastiske mennesker og dens udfordringer.
- Du får personlig rådgivning og gratis hjælp til retssager, hvis der opstår problemer på din arbejdsplads og hjælp, hvis du får en arbejdsskade.
- Gruppelivsforsikring. inkl.
- Tilvalg af billig fritids- og ulykkesforsikring.
- Er du under 26, får du en gratis ansvarsforsikring.
- rabatter på forskellige events og oplevelser.
Yderligere fordele (vi har her linket til Serviceforbundet)
Hvad sker der nu?
Til ANIS’ generalforsamling d. 28. april blev det enstemmigt vedtaget, at ANIS også skal være en fagforening, og at ANIS skal tilknyttes Serviceforbundet.
Det betyder, at alle ANIS-medlemmer per automatik nu også HELT GRATIS RESTEN AF ÅRRET er fagforeningsmedlemmer, inkl. de dækninger der gælder.
Du får senere OG INDEN DET KOSTER PENGE mulighed for at vælge om du ønsker at forblive fagforeningsmedlem, eller om du ønsker at fortsætte som almindeligt branchemedlem (det “gamle” ANIS).
Der går nu et stort arbejde i gang med at samkøre medlemsdata med Serviceforbundet, og derudover begynder den nye fagforeningsbestyrelse langsomt at gå i gang med selve fagforeningsarbejdet.
HVAD SKAL DU SELV GØRE?
Faktisk ikke så meget. Bare nyd at Danmark har fået en fagforening for animationsprofessionelle, og spred gerne ordet!
Vi skal nok kontakte dig, når du skal gøre noget. Så hold øje med din mail 🙂
HVEM SKAL JEG KONTAKTE HVIS JEG VIL VIDE MERE?
Er du begejstret, bekymret eller forvirret, så er du meget velkommen til at kontakte en af os fra fagforenings-arbejdsgruppen:
Cathrine Baab Holm
Claus Darholt
Marie Jørgensen
- tlf 20813328